19. December 2018 13:47
Navigation
Træk et Visdomskort
Draw a Wisdom Card
Blogs
Bog om magi
Baggrund-SQ Visdomskort

Konceptet SQ- Visdomskortene TM(©

Vejen til SQ-Visdomskortene!

SQ er den spirituelle ultimative intelligens. SQ udjævner grænsen mellem intellekt og følelser, dermed skabes helhedens magi hos den enkelte!

Inden jeg påbegyndte dette projekt, spekulerede jeg meget over, hvordan jeg i langt højere grad måske kunne være med til at bringe magi og eventyr ind i andre menneskers liv.

En dag fik jeg idéen til at male nogle kort, som i deres udtryk kunne være med til at åbne endnu mere for den spirituelle intelligens.

Idéen til kortene blev pludselig krydret med endnu en tanke om at fremstille denne kortserie, så den samtidig også kunne supplere Den Store Arkana i tarotkortene. Dette gav en helt ny og spændende vinkel på konceptet, da tarotkortene i forvejen er en stor del af mit liv!

Efter at jeg skrev bogen ”Alle har evnerne” om brugen af tarotkort og arbejdet med personlig udvikling, er jeg ofte blevet opfordret til at skrive mere om både personlig udvikling og tarotkort, så hvorfor ikke kombinere tingene på denne måde!

Hvert SQ-Visdomskort har et nummer, der refererer til et kort i den store Arkana, men uden symboler og arketyper som i tarotkortene.

Det er mit håb, at den enkelte selv vil skabe sine egne eventyrlige symboler ved at åbne sig for Visdomskortenes magi.

SQ-Visdomskortene kan derfor godt stå helt alene i deres eget koncept, men man kan også uddybe Den Store Arkanas kort via SQ-Visdomskortene, hvis man ønsker det!

Projekt- Visdomskort!

Jeg påbegyndte projektet for et par år siden, hvor jeg simpelthen gik i gang med at male på små stykker karton med voksmaling. Jeg åbnede mig for farvernes verden, uden at vide, hvor jeg ville ende. Min SQ inspirerede og guidede mig til de 22 kort, som blev resultatet, og som jeg døbte SQ - Visdomskortene. Det har taget meget lang tid at fremstille dem, faktisk omkring 2 år fra den dag jeg fik idéen til projektet.

Da jeg havde malet de 22 kort med voks, fik jeg pludselig idéen til at scanne dem ind i computeren og bearbejde dem grafisk. Igen oplevede jeg, at det var min SQ, der trådte ind og satte mig i gang med en ny proces!

Nu vil mange måske stille spørgsmålet om, hvorfor jeg lige netop valgte at kombinere voksmaleri og grafik. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men jeg tror på, at min SQ ville vise mig noget helt nyt og banebrydende.

Jeg ved godt, at man siger, der intet nyt er under solen, men så vidt jeg véd, så har endnu ingen fremstillet SQ kort, som først er malet med voksfarver og derefter scannet ind og bearbejdet grafisk i en computer. Man kender computergrafik, men sikkert ikke lige netop denne kombination af voksmaleri og grafik.

Det har derfor været en meget speciel oplevelse at skabe dette elektroniske koncept, hvor hvert enkelt kort fik energien forstærket fra computeren med adresse til både brugere af computere og til den trykte udgave

Det er mit håb, at jeg med SQ-Visdomskortene måske kan medvirke til, at du oplever noget nyt, magisk og eventyrligt i dit liv, når du trækker et kort!

Held og lykke på din vej!

Har du lyst til at læse om SQ, så kan bogen: " Spirituel intelligens SQ! " skrevet af Danah Zohar & Ian Marshall anbefales, idet den belyser og dokumenterer tilstedeværelsen af SQ som menneskets tredie intelligens!

Anne Damgaard Sørensen
7,059 Unikke besøg